Godkendelse via Komprimeret godkendelsesforløb
Socialtilsyn Syd kan tilbyde generel godkendelse af plejefamilie efter et komprimeret godkendelsesforløb.
Komprimeret godkendelsesforløb
På baggrund af socialtilsynsaftalen og reformen Børnene Først tilbyder Socialtilsyn Syd behandling af nygodkendelse som generel godkendt plejefamilie via komprimeret godkendelsesforløb.
Komprimeret godkendelse betyder, at frem for en ”normal” sagsbehandlingstid på 12 uger for behandling af generel godkendelse som plejefamilie, vil behandlingstiden som udgangspunkt være på 6 uger. Dette med det formål, at pågældende barn anbragt akut hos ansøgere ikke skal opleve et skift, alene fordi familien ikke nåede at få en godkendelse af tidsmæssige årsager.
Processen for behandling af generel godkendelse som plejefamilie, i et komprimeret godkendelsesforløb, er den samme som ved andre godkendelser. Det betyder, at det er afgørende for muligheden for at behandle ansøgningen inden for ca. 6 uger, at ansøgerne med kort varsel står klar til at tage imod den kursusdeltagelse, besøg i hjemmet mv., som ligger i processen.
Såfremt en kommune har anvendt akut bestemmelsen til anbringelse af et barn i en familie, der ikke er godkendt som plejefamilie, og der ud over anvendelse af akut bestemmelsen er øvrige særlige grunde der taler herfor, kan pågældende kommune indstille til komprimeret behandling af generel godkendelse som plejefamilie. Indstillingen skal fremsendes på samme tidspunkt som anvendelsen af akutbestemmelsen er taget i brug, således det er muligt at behandle ansøgningen inden for tidsrammen for akutbestemmelsen, som er ca. 6 uger.
Kravene til det komprimerede godkendelsesforløb er:
- At kommunen har truffet afgørelse om akut anbringelse af en borger hos den pågældende familie efter servicelovens § 4, stk. 4,
- At der er øvrige særlige grunde, som taler herfor og
- At kommunen søger ved brug af indstillingsskema og at indstillingen er lederpåtegnet fra anbringende kommune.
Socialtilsyn Syd vurderer om den enkelte indstilling faktisk falder inden for rammerne for komprimeret godkendelse.
Søg via nedenstående indstillingsskema: