start på hovedindhold

Ny lovgivning – hvad betyder det for jer som plejefamilie?

I januar 2026 trådte en række ændringer i kraft som følge af reformen af lov om socialtilsyn. Læs her hvad det betyder for jer som plejefamilie.

Ny lovgivning – hvad betyder det for jer som plejefamilie?

Reformens hovedformål er, at socialtilsynene fremover skal arbejde mere risikobaseret. På denne side orienterer vi om de væsentligste ændringer i vores tilsynspraksis, og om hvad de betyder for jer.

Lavere tilsynstryk og risikobaseret tilgang

Tilsynstrykket reduceres som følge af lovændringerne. Som udgangspunkt vil plejefamilier fremover modtage tilsynsbesøg hvert andet år. Driftstilsynet tilrettelægges fremover mere risikobaseret og reaktivt på baggrund af en fælles risikomodel, som de fem socialtilsyn har udarbejdet. Hvis der er en eller flere risikofaktorer til stede, kan det medføre, at vi undersøger forholdene nærmere med henblik på at vurdere om den fornødne kvalitet er til stede. I vil i så fald blive orienteret herom, ligesom I vil kunne opleve hyppigere tilsynsbesøg. Vi fører fortsat årligt økonomisk tilsyn med plejefamiliens økonomi.

Husk oplysningspligten

Fremover bliver tilsynet mere reaktivt, hvilket vil sige, at vurderingen af, hvilke plejefamilier, der skal have hyppigere besøg, baseres på oplysninger, socialtilsynet får, frem for oplysninger socialtilsynet selv indhenter. Det er derfor fortsat vigtigt, at I overholder jeres oplysningspligt. Som plejefamilie er I forpligtede til straks at orientere socialtilsynet om forhold, der kan have betydning for jeres kvalitet som plejefamilie. Kommunernes pligt til at orientere og underrette socialtilsynet er blevet skærpet, og oplysninger fra kommunerne indgår ligesom oplysninger fra plejefamilierne, som en del af et mere reaktivt tilsyn.

Uanmeldte besøg og justeret kvalitetsmodel

Tilsynsbesøg gennemføres som udgangspunkt uanmeldt. Særlige forhold kan dog gøre det nødvendigt at gennemføre et tilsynsbesøg anmeldt, fx hvis bestemte personer skal være til stede eller kunne deltage i samtale.
Kvalitetsmodellen er desuden tilpasset den nye lovgivning, og antallet af temaer er reduceret. Temaerne ’Uddannelse og beskæftigelse’ og ’Selvstændighed og relationer’ er udgået, og den tidligere score fra 1–5 er erstattet af en binær vurdering: opfyldt eller ikke opfyldt. 

Nyt afrapporteringsformat og ny hjemmeside

Der er også udviklet et nyt format for afrapportering. Formatet er kortere og har til formål at gøre kvalitetsvurderingen tydelig og præcis.
Endelig har de fem socialtilsyn etableret en fælles hjemmeside. Her kan I læse mere om den nye lovgivning, socialtilsynene og de fælles faglige redskaber: www.socialtilsyn.dk